The White Tiger filmanmeldelse: Filmen tilhører Adarsh Gourav
Priyanka Chopra gør sit, selvom hendes amerikansk-desi rebelske 'bahu' er en smule sløret behandlet. Men filmen tilhører Adarsh Gourav, som kanaliserer den meget specifikke, knivskarpe blanding af obsequiousness og raseri, for at komme med en stjernepræstation.
Bedømmelse:3ud af5
The White Tiger anmeldelse: Netflix-filmen har blandt andre Priyanka Chopra, Rajkummar Rao og Adarsh Gourav i hovedrollerne. (Foto: Adarsh Gourav / Instagram)
The White Tiger cast: Priyanka Chopra, Rajkummar Rao, Adarsh Gourav, Vijay Maurya, Mahesh Manjrekar, Swaroop Sampat
The White Tiger instruktør: Ramin Bahrani
The White Tiger-bedømmelse: 3 stjerner
»Den hvide mands dage er forbi. Det er nu den brune mands og den gules tid«. Ramin Bahranis vilde, mørke komiske bearbejdelse af Arvind Adigas prisvindende Den Hvide Tiger er fuld af disse penselstrøg, der vipper på grænsen til at være enten banale eller dybe, men som kun kunne komme fra en mand, der har slået sig op i kaste- klassestige i Indien. En mand, der kommer en gang i en generation, en umulighed, ligesom en hvid tiger.
Og den mand er Balram Halwai, en 'tjener', der tror, at hans fremtid ligger i at tjene sin 'herre', med alt hvad han besidder. Han ved, at den eneste måde, han kan komme ind i sin rige udlejers (Manjrekar) og hans ældre søns (Maurya) gode bøger, er ved at dykke for deres fødder, og at bukke og skrabe vil være hans lod, indtil han når til sin rigtige mål, den yngre amerikansk hjemvendte søn Ashok (Rao).
Da Adigas roman fra 2008 udkom, var Bangalore (nu Bengaluru) mekkaet for dem, der ville 'gøre noget'. At se Ashoks iver efter at komme dertil for at starte sin start-up føles allerede dateret: Udbredelsen af informationsteknologi og dens multi-million dollar spinoffs har skabt mange lignende hubs i Indien. Men det afgørende element, som stadig har samme bid, er den hule kløft mellem 'mænd med store maver' og 'mænd med små maver', mellem mænd som Ashok og Balram, og hvor svært det er at bygge bro over den kløft.
Ambition kommer let til mænd som Ashok, der hurtigt har erhvervet sig det udstyr, som mange 'desis' gør, når de kommer til USA: en accent, der glider, en udenlandsk kone og en huddyb afsky for den måde, tingene gøres på derhjemme. Den måde, han bliver den fyr, der tror på alle mænds lighed, når han er sammen med Pinky (Chopra), og måden, hvorpå han går helt tilbage til sine feudale rødder i selskab med sin far og bror, er en af de skarpeste dele af film, og Rao leverer en on-point præstation som den hverken her-eller-der-type fyr, set som en blød berøring af både hans familie såvel som af hans 'tjener'. Begge føler, at han ikke er mand nok til at holde Pinky i kontrol, og begge har foragt for ham. Familien kommer som tyndsløret irritation. Og Balrams er i den måde, han smiler på. Det er faktisk mere en rictus bag hans paan-plettede tænder, og det når aldrig hans øjne.
Den konstante voice-over bliver irriterende efter et punkt. Vi behøver ikke rigtig at få at vide, hvad der foregår i Balrams hoved, hvis vi kan se det udspille sig på skærmen. Det mere tydelige show-syndrom tager væk fra oplevelsen, som også er en smule skæmmet fra landsbysekvenserne, der føles som om de var kulisser. Balram og hans familie taler i Purabiya, men hans 'dadi' lyder punjabi. Hvad? Og den blanding af tunger rejser fra landsbyen til byen, da vi ser nybegynderen Balram lære rebet via de erfarne chauffører, der tilbringer deres tid i mørke, fugtige kældre og venter på indkaldelsen fra 'sahibs og memsahibs'.
Der er også forbindelsen mellem politikeren og forretningsmanden, og poserne med kontanter, der veksles til gensidig fordel: mange-etagers sarkari-bygninger bliver stedet for bestikkelse og korruption. Manjrekar og Maurya er passende forhærdede, grimmundede, bigotte feudalister, der kender deres plads i verden og deres uro med den kvindelige 'lavkaste'-neta (dejligt at se Sampat tilbage, selv om det er kort), som har dem ved den korte og krøller, er tydeligt. Deres interaktioner behøvede ikke at være så understreget, eller var det for det internationale publikum?
Disse er iøjnefaldende handlinger. Chopra gør også sit, selvom hendes amerikansk-desi oprørske 'bahu' er en smule sløret behandlet. Men filmen tilhører Gourav, som kanaliserer den meget specifikke, knivskarpe blanding af obsequiousness og raseri, for at komme med en stjernepræstation. Hån aldrig dem, der tjener dig, og vend aldrig ryggen til dem, eller den hvide tiger med den brune hud vil sluge dig hel.
