Thugs of Hindostan-filmanmeldelse: Thuggery i stor skala, med seere i modtagerenden
Ikke alene ender du med at samle op på tidligere film, scener og referencer, du kæmper også med forældethed og kedsomhed.
Bedømmelse:1ud af5
Filmbesætningen Thugs of Hindostan: Amitabh Bachchan, Aamir Khan, Katrina Kaif, Fatima Sana Shaikh, Mohammad Zeeshan Ayyub, Lloyd Owen, Ronit Roy
Filminstruktør Thugs of Hindostan: Vijay Krishna Acharya
Thugs of Hindostan-filmvurdering: En stjerne
Når du glider ind i Thugs of Hindostan, forventer du en spændende fortælling om bøller og patriotisme, for det er, hvad navnet antyder. Du forventer også et minimum af kvalitetsfilm, fordi du ikke kan få mere A-liste end Yash Raj Films, Amitabh Bachchan og Aamir Khan.
Med to store marquee-navne, der kom sammen for første gang, burde skærmen have krakeleret. Når Bachchan udnytter sine uudforskede reserver, er han i stand til at blæse dig væk. Stadig. Og på toppen af sit spil er Khan en magnet i sig selv.
Men der er ikke engang et flimmer. Det, du i stedet får, er intet andet end en massiv kirsebærplukkervirksomhed fra fortidens store entertainere, mange af dem YRFs egne. Ikke alene ender du med at samle op på tidligere film, scener og referencer, du kæmper også med forældethed og kedsomhed. Skriften er chokerende fodgænger, og filmen ligger bare og venter på, at der sker noget. Intet gør det i næsten tre timer.
Ja, det er bøller i stor skala, og vi seerne er i den modtagende ende.
Filmen åbner i 1795, hvor en far og en datter bygger et sandslot. Du ved med det samme, hvor det fører hen. Sandslotte er skrøbelige strukturer, som skylles væk. Ergo er slottet, duoen bor i, i fare. De er ofrene, og aggressorerne er briterne. Det Østindiske Kompagni har travlt med at rense dele af Hindustan op, sluge 'riyaasats' og 'rajas' og kræve skat af fattige 'desh-wasis'. Nej, det er ikke Lagaan.
Dette er din tegn til at starte husk-det-film-spillet. Og tæller troper, ligesom karaktererne i denne film begynder at skumme reb op på skibe (nej, dette er ikke Pirates of the Caribbean) og svinger fra træer i jungler. Eller gå på planken, og danse i skovlysninger, klædt i den slags tøj, der bedst beskrives som pirat-cool. Det fik mig næsten til at længes efter den virkelig dårlige masala fra 70'erne og 80'erne, som fik ansigtsmalede junglebeboere til at tromme et vanvid omkring helten og heltinden. De havde i det mindste energi.
Bachchan spiller Khudabaksh Jahaazi, der hader ideen om 'Angrezon ki ghulami', og huser drømmen om 'azaadi' sammen med sin 'fauj'. Han har også en voldsomt udseende drage/ørn, der kredser om ham (nej, det er ikke Coolie), mens han går rundt og vogter livet for den unge prinsesse-i-skjul Zafira (Shaikh) og prøver at vende den grådige vendefrakke Firangi Mallah (Khan) til en desh-bhakt, der hænger ud med sin trofeje 'hero-ke-bachpan-ka-dost' (Ayyub), når han ikke laver whoopee med en sexet 'nachaniya' (Kaif).
Der er sværdkampe til lands og til vands. Buer spændes og geværer spændes. Briterne er røde i ansigtet og giftige, bortset fra en symbolsk fyr, der opdager godhed på et afgørende tidspunkt. Der er scenery, snakkende face-offs mellem Bachchan og Khan, og forsøg på at være opildnende blikke mellem Khan og Shaikh og Kaif i kæbefaldende shake-it-shake-it-tilstand, bevæbnet med en varemærke, risikabel dialog. Nej, hun hedder ikke Sheela.
Den eneste, der har det sjovt, er Aamir Khans Awadhi-bøller i sine gulerodskrøller og soorma-ringede øjne. Han vamper det vanvittigt op og griner bredt: handlingen er ikke ny, men noget af det er smitsomt og tåleligt. Sådan cirka.
Resten af det er en non-stop kombination af eye-roll-and-eye-glasur.