• Film Anmeldelse

Ab Tak Chhapan 2 anmeldelse – Denne slags film kan fungere, hvis den har et nyt spin på en gammel historie

Begyndelsen på Nana Patekars 'Ab Tak Chhhapan 2' er lovende, men filmen falder snart af.

Denne form for film kan fungere, hvis den har et nyt spin på en gammel historie.

Den hårde og kompromisløse politimand, der frygtløst låser horn sammen med pøbelen, har længe været en fast film. I 2004 gav 'Ab Tak Chappan' os historien om 'mødespecialisten' Sadhu Mohan Agashe, baseret på den virkelige politimand Daya Nayak, og det var en knaldende film om forbrydelse og straf.

Nana Patekar gentager sin rolle i efterfølgeren, hvilket får dig til at undre dig over, hvorfor den blev lavet. I stedet for at skabe et ensemble, hvor hovedpersoner deler skærmen for at holde interesseniveauet højt, placerer filmen Patekar som helten i mugne Bollywood-stil. Nana Patekar holder taler på sin varemærke måde, vi stadig kan håndtere, men Patekar springer fra et sted til et andet, kameraet skal ty til tricks for at få os til at tro?

Begyndelsen er lovende, men filmen falder snart af. Sadhu (Nana Patekar) lever sammen med sin unge søn et 'pensioneret' liv, da en ven og landsmand (Mohan Agashe) overtaler ham til at vende tilbage til sit gamle job som leder af Mumbais berømte 'mødegruppe', som blev oprettet for at slippe af med underverdenen.

Ligesom forrige gang er Sadhu forhindret af usamarbejdsvillige kolleger og andre fjender. Mens ’holdet’ går i gang med sit arbejde og efterlader lig i sit spor, bliver vi behandlet med en række skøre kameravinkler og høj baggrundsmusik, og efter et punkt bliver alt, inklusive de gode mænd, der faktisk er onde, forudsigeligt.

Nana Patekar er samme gamle, kun mere slidt. Grizzly-betjente kan være dybt magnetiske, fordi de ved mere om byen, de opererer i, end mange andre mennesker, men denne film holder det hele på overfladen og klodser med det. Og lænker det yderligere med dårligt skitserede årgange: Gul Panag dukker for eksempel op som ’kriminalreporter’, der lurer alle mulige usandsynlige steder.

Denne form for film kan fungere, hvis den har et nyt spin på en gammel historie. Men betjenten, der får travlt med at skære ihjel, dræber, uden at få os til at spekulere over moralen i, at nogen påtager sig at udrydde mennesker, er en cipher. Det er filmen også. Og det værste? Den er fuld af blips, alles læber bliver tavse, så snart der formentlig kommer et bandeord.

Åh vores sarte ører.